06.11.20_AT_far_0037 (3).jpg

Jannik Grage

Jeg er 57 år, er far til 4 voksne børn, og jeg er lærer i Alexanderteknik.

I mine yngre dage studerede jeg musik, - pædagogik, cello, sang, børnekorledelse.
Jeg led dengang slemt af gentagne hold i nakke og ryg, og havde kæmpet med det siden min tidligste ungdom. Jeg var hos massør og kiropraktor utallige gange. Det blev nærmest rutine at få fikset den del af kroppen som ikke fungerede. Min sidste kiropraktor var dygtig, han kunne virkelig løsne min nakke og ryg. Men der gik aldrig særlig længe, nogle gange bare nogle timer, så låste det til igen og smerterne kom tilbage.

Så mødte jeg en lærer i Alexanderteknik.

Det var en grundlæggende anderledes oplevelse. Han så ikke isoleret på det i min krop som ikke fungerede, nu arbejdede vi med strukturer og sammenhænge. Han viste mig hvordan mine spændinger og smerter hang sammen med den måde jeg spillede cello på. Viste mig hvordan mine problemer opstod, fordi jeg brugte kroppen på en uhensigtsmæssig måde. Og jeg opdagede at der bag ved det lå en præstationsangst, som for mig hang sammen med det at være musiker.

Indtil da havde mine ryg og nakke problemer været uforståelige, det var ligesom bare et uundgåeligt livsvilkår. Nu blev det afmystificeret, alle disse lag af konkret årsag og virkning. Hvilken opdagelses rejse! Det blev en lang oprydnings proces hvor gamle forestillinger og vaner blev opgivet, og nye måder at tilgå liv og virke blev fundet. I den proces forsvandt mine hold i ryg og nakke.

Og jeg vidste at jeg en dag skulle være Alexandertekniklærer :-)

Jeg er uddannet på Center for Alexanderteknik. En 3-årig uddannelse på min. 1600 timer. Blev færdig i 2011, og har arbejdet med Alexanderteknik dagligt lige siden.
Jeg videreuddanner mig løbende, og modtager jævnligt supervision.

Jeg er også møbelsnedker og kunsthåndværker  -  www.jannikgrage.dk

“Alexanderteknik, - handler for mig dybest set om en styrkelse af det egentligt menneskelige.

Om dette fænomen, denne frihedsmulighed, at vi mennesker faktisk kan stoppe op, - at vi kan mærke efter, at vi kan tænke os godt om, og at vi kan vælge at handle anderledes end vi gjorde sidst.

Dette er muligt når den umiddelbare reaktion holdes tilbage, - og denne lader sig forvandle i mødet med opmærksomhedens mange kvaliteter.

Og det kan ske på en kunstnerisk legende måde.

Så er jeg nærværende tilstede, centreret i midten, - og tilværelsen bliver forunderligt mangedimensionel.

Herfra kan jeg så opbygge levende og bevægelige relationer, - indadtil i mødet med mig selv, udadtil i mødet med verden.”