Sarahs historie

Sarah er 49 år gammel, og hun kommer til mig på grund af stærke smerter i lænden. Hun har været hos læge, fysioterapeut og kiropraktor. Der er taget røntgen og lavet CT scanning, og hun har fået en detaljeret beskrivelse af hvad der er galt. Der er slitage i den nedre del af ryggen (spondylose) og hun er ved at udvikle en diskusprolaps. Hun har prøvet flere ting hos fysioterapeut og kiropraktor, men det har ikke hjulpet hende. Hun er nu forvirret, - når nu de ved hvad det er med hendes ryg, hvorfor kan hun så ikke få hjælp?

Jeg forstår at hun udelukkende er blevet undersøgt og behandlet, i det specifikke område hvor symptomet optræder og hvor hun har ondt. Hendes smerter i lænden er ikke sat ind i en større sammenhæng. Ingen har set på hvordan hun bruger kroppen til dagligt, ingen har set på hvordan hun bruger sig selv som helhed.

Vi vil derfor først danne os et mangesidigt billede af hvordan hun fungerer. Vi starter helt konkret, hvordan står hun på gulvet, hvordan er hendes balance, hvordan bevæger hun sig. Hvordan falder vægten igennem kroppen, hvorfra får hun sin støtte, hvorfra bærer hun sig selv. Og fødder, ben, bækken, rygsøjle, brystkasse, arme, nakke, hoved, hvordan samvirker de forskellige dele med hinanden, hvor er der dynamik og bevægelighed, hvor er der stagnation.

Og vi ser at hendes fornemmelse for gulvet er helt uklar, hendes ben er stive, hun låser i knæene, balancen er usikker. Bækkenet kipper og falder fremad i rummet, så hun bliver stærkt hul i lænden, hvilket giver et pres på rygsøjlen nedefra. Hun knuger sammen i mellemgulvet, løfter forsiden af brystkassen ved at trække skulderbladene sammen, og hun presser hovedet bagud og ned i nakken. Det hæmmer hendes vejrtrækning og det giver et pres på rygsøjlen oppefra. Tilsammen skaber alt dette en stærk kompression i lænden, og det er netop der at hun har sin problematik.

Det er nyt og overraskende for Sarah at iagttage sig selv sådan. At smerterne i lænden hænger sammen med den måde som hun bruger kroppen på, det havde hun ingen anelse om. Jeg fortæller hende at Alexanderteknik er meget mere end en kropsterapi. ”Den måde du bruger kroppen på, den måde du er i kroppen på, hænger uløseligt sammen med hvordan du oplever dig selv, med din fortælling om dig selv. Vi ser ikke på kroppen isoleret fra dig. Kroppen og dig er en enhed, og det ydre og indre må spille sammen, hvis vi skal løse din problematik. Vi arbejder altså igennem kroppen, for at arbejde med dig som helt menneske.”

Med mine hænder og mine ord leder jeg nu hendes opmærksomhed og hendes bevægelser. Jeg viser hende andre måder at stå på, andre måder at bevæge sig på. Jeg peger på muligheder igennem at vise hende at jeg selv kan være der. Det gør jeg ud fra det fænomen at vi som mennesker spejler hinanden. Hvordan er det at stå dynamisk på gulvet, at have levende ben, et stærkt bækken, en bevægelig og bærende rygsøjle, en åben vejrtrækning, et velafbalanceret hoved, o.s.v. Der er således ingen manipulationer, vi ændrer ikke mekanisk på noget i kroppen, vi påfører ikke kroppen ideer. Hun sanser, efterligner, afprøver, og opdager at hendes krop kan fungere anderledes, når hun oplever sig selv anderledes.

Det viser sig snart at Sarah har nogle udfordringer omkring usikkerhed og manglende selvværd. Hun er meget på vagt og er optaget af at tingene skal gøres rigtigt. Jeg forstår at det er det samme på hendes arbejde og derhjemme. Der er ikke plads til at fejle, hele tiden forsøger hun at leve op til andres forventninger. På den måde presser hun sig selv, hun får ikke mærket efter hvor hun er, og hvad hun har behov for. Det tager vi med ind i arbejdet. Hun øver sig i at stoppe op og være med det som er. Her må hun gerne være skrøbelig og usikker. Og som det går op for hende, at jeg ikke har nogen agenda om hvad der er rigtigt og forkert, at hun ikke skal tilpasse sig et system som jeg kommer med, så falder hun til ro og der vokser en tillid og en nysgerrighed frem.

Vi arbejder på briksen. Hvordan oplever hun overgangen mellem bækken og lår, og hvor sidder hofteleddet helt nøjagtigt. Hvordan fungerer knæ og underben? Hvordan møder hun mig igennem foden, når jeg sidder med den i hænderne? Det kræver stor opmærksomhed og masser af tid, og igennem den forøgede sansning kommer hun mere til stede i ben og fod. Hun beskriver at de to ben nu opleves helt forskelligt. ”Det ben som vi har arbejdet med virker lysere, det er mere levende, mere integreret. Sammenlignet, opleves det andet ben mørkt og dødt, det hænger ikke rigtig sammen med mig.” Det er et stærkt billede, og hun er forundret over det. ”Jamen, hvorfor går jeg rundt i verden på mørke og døde ben?”

Efterhånden får Sarah fortalt dele fra sin biografi. ”Da jeg var helt ung blev mine forældre skilt. Jeg var meget utryg og lukkede mig inde i mig selv. Jeg følte mig ikke set og mine behov ikke blev mødt. Men på en måde fik jeg bygget en facade op, et kropsudtryk op, som fortalte at der var styr på det hele. Der kom en adskillelse imellem det der skete inde i mig, og det som jeg viste til verden.”

Når et barn ikke bliver set og taget hånd om, så bliver det utrygt og mister tilliden. Vi kan også sige at barnet mister fodfæstet, og så giver billedet med de mørke og døde ben pludselig dyb mening. Alexanderteknik er således også en terapeutisk proces, hvor vi lærer igennem konkrete oplevelser. Når det indre og ydre ikke mere hænger sammen, så mærker du ikke mere hvor dine grænser er og hvad du gør med dig selv. Det kan man klare i en årrække, men på et eller andet tidspunkt så siger kroppen fra, og slid, skader og symptomer begynder at opstå.

Sarah finder nye måder at være Sarah på. Hun opdager at når hun ikke bruger sig selv ud fra dette en-særlig-måde-at-holde-øje-med-verden-på-system, så er kroppen anderledes fuld af liv og struktur. Hun opdager at hendes holdning forandrer sig når hun har det godt. Hun finder en vejrtrækning som hun ikke har kendt før, og hun føler nogen gange at hun bader i ilt.

En dag vi arbejder på gulvet, oplever Sarah sine ben som særligt levende. Og pludselig udbryder hun, ”Åh gud, det er ligesom at være seks år gammel, sådan var mine ben da jeg var barn!” Der er en stor livsglæde i hendes udbrud, og hun beskriver sine ben som levende, mærkelige, legende og dansende. Og midt i glæden begynder hun også at græde. ”Hvor er det underligt, - de ben findes stadigvæk! Det er så anderledes end hvordan de er til dagligt.” Og vi taler om, at det må være en af grundene til at børn er så gode til at finde på når de leger. Der kommer så mange sansninger, bevægelser og udtryk ud af den levende krop, det er som om at kroppen fortæller historier.

For Sarah er disse nye måder at bruge sig selv på, nu blevet så velkendte at hun rigtigt tager dem til sig. Og vi samler det hun har lært i en række enkle og klare tanker. Tanker som hun selv formulerer, og som rummer de mange kropslige og sjælelige erfaringer som hun har gjort sig igennem vores forløb. Nogle konkrete værktøjer hun nu kan bruge, når hun møder sine udfordringer i livet.

- Stop, vent, jeg behøver ikke at reagere på det her, verden er ikke farlig…

- Jeg forbliver vågen og opmærksom, jeg kan stadig tænke...

- Jeg står på gulvet, jeg mærker gulvet, gulvet støtter mig...

- Jeg hviler i mit bækken, hviler i min lænd, min ryg er udfoldet...

- Der er luft og plads imellem min nakke og mit hoved...

- Jeg er blød i maven, min brystkasse er levende, vejrtrækningen er der af sig selv...

Hun står nu mere sikkert på gulvet, benene er levende, bækkenet er en bevægelig og stabil basis for rygsøjlen. Lænden er kommet tilbage og ryggen er blevet længere og mere udfoldet. Hun er blødere i maven, og vejrtrækningen er mere dynamisk. Hovedet og nakken har sluppet deres tag i hinanden, hovedet er bedre balanceret, og der er kommet en mildhed frem i hendes øjne. Hun er bevidst, vågen og opmærksom, hun hviler mere i sig selv. Og når hun står sådan er kompressionen i lænden væk, og hun har ikke mere ondt i ryggen.