Et undervisningsforløb med Alexanderteknik beskrevet igennem et eksempel.

 

Sarah er 49 år gammel, hun kommer til mig med stærke smerter i lænden. Hun har været hos læge, fysioterapeut og kiropraktor. Der er taget røntgen og lavet CT scanning, og hun har fået en detaljeret beskrivelse af hvad der er galt. Der er slitage i den nedre del af ryggen (spondylose) og hun er ved at udvikle en diskusprolaps. Hun har prøvet en række ting hos fysioterapeut og kiropraktor, og det har ikke hjulpet hende. Hun er nu forvirret, - når nu de ved hvad det er med hendes ryg, hvorfor kan hun så ikke få hjælp?

Jeg forstår at hun udelukkende er blevet undersøgt i det specifikke område hvor hun har ondt, og de tiltag som er forsøgt har også været rettet imod dette område. Hendes smerter i lænden er ikke sat ind i en større sammenhæng. Ingen har set på hvordan hendes krop fungerer som helhed, ingen har set på hvordan hun lever sit liv til dagligt, ingen har set på hvem hun er som menneske.

Vi vil derfor sammen danne os et omfattende og mangesidigt billede af hvordan hun fungerer. Hvordan står hun på gulvet, hvordan bevæger hun sig, hvordan er hendes balance. Hvorfra finder hun sin støtte, hvorfra bærer hun sig selv, hvordan falder vægten igennem kroppen. Og fødder, ben, bækken, rygsøjle, brystkasse, arme, nakke, hoved, - hvordan samvirker de forskellige dele med hinanden, hvor er der dynamik og bevægelighed, hvor er der stagnation, osv. osv.

Vi ser at hendes fornemmelse for gulvet er uklar, benene er stive og hun låser i knæene, balancen er usikker. Bækkenet kipper og falder fremad i rummet, så hun bliver stærkt hul i lænden, hvilket giver et pres på rygsøjlen nedefra. Hun knuger sammen i mellemgulvet, løfter forsiden af brystkassen ved at trække skulderbladene sammen, og hun presser hovedet bagud og ned i nakken. Det hæmmer hendes vejrtrækning og det giver et pres på rygsøjlen oppefra. Tilsammen skaber dette en stærk kompression i lænden, og det er netop der at hun har sin problematik.

Det er nyt og overraskende for Sarah at iagttage sig selv sådan. At smerterne i lænden hænger sammen med den måde som hun bruger kroppen på, det havde hun ingen anelse om, det er der ikke nogen som har vist hende før. 

Jeg fortæller hende at Alexanderteknik er meget mere end en kropsterapi. ”Den måde du bruger kroppen på, den måde du er i kroppen på, hænger uløseligt sammen med hvordan du oplever dig selv, hvordan du fortæller dig selv, hvordan du tænker dig selv. Vi ser ikke på kroppen isoleret fra dig. Kroppen og dig er en enhed, og det ydre og indre må spille sammen, hvis vi skal løse din problematik. Vi arbejder altså igennem kroppen for at arbejde med dig som helt menneske.” 

Med mine hænder og mine ord leder jeg hendes opmærksomhed og hendes bevægelser. Jeg peger på muligheder igennem at vise hende at jeg selv kan være der. Det gør jeg ud fra det fænomen at vi som mennesker spejler hinanden. Hvordan er det at stå dynamisk på gulvet, hvordan er det at have levende ben, et stærkt bækken, en bevægelig og bærende rygsøjle, en åben vejrtrækning, et velafbalanceret hoved, osv. Hun sanser, efterligner, afprøver, og opdager efterhånden at hendes krop fungerer anderledes, når hun oplever den anderledes, oplever sig selv anderledes. Der er således ingen manipulationer, vi ændrer ikke mekanisk på noget i kroppen, vi påfører ikke kroppen ideer. 

Det viser sig at Sarah har nogle udfordringer omkring usikkerhed og selvværd. Hun er meget på vagt og er optaget af at tingene skal gøres rigtigt og hurtigt. Jeg forstår at det er det samme på hendes arbejde og derhjemme, der er ikke plads til at fejle, hele tiden forsøger hun at leve op til andres forventninger. På den måde presser hun sig selv, hun får ikke mærket efter hvor hun selv er, hun får ikke set hvad hun selv har behov for. 

Det tager vi med ind i arbejdet. Hun øver sig i at stoppe op og mere være med det som er. Her må hun gerne være skrøbelig og usikker. Og som det går op for hende, at jeg ikke har nogen agenda om hvad der er rigtigt og forkert, at hun ikke skal at tilpasse sig det som jeg kommer med, så falder hun til ro og der vokser en tillid og en nysgerrighed frem. 

Vi arbejder på briksen. Hvordan oplever hun overgangen mellem bækken og lår, og hvor præcis sidder hofteleddet. Hvordan har knæ og underben det? Hvordan møder hun mig igennem foden, når jeg sidder med den i hænderne? Det kræver stor opmærksomhed og masser af tid, og jeg mærker hvordan hun igennem den forøgede sansning kommer mere til stede i ben og fod. Hun beskriver at de to ben nu opleves helt forskelligt. ”Det ben som vi har arbejdet med virker lysere, det er mere levende, mere integreret. Sammenlignet, opleves det andet ben underligt usammenhængende, sådan lidt mørkt og dødt, det hænger ikke rigtig sammen med mig.” Det er et stærkt billede, og hun er selv forundret over det. ”Jamen, hvorfor går jeg rundt i verden på mørke og døde ben?” 

Efterhånden får Sarah fortalt dele fra sin biografi. ”Da jeg var helt ung blev mine forældre skilt. Jeg var meget utryg og lukkede mig inde i mig selv. Jeg følte mig ikke set og mine behov ikke blev mødt. Men på en måde fik jeg bygget en facade op, et kropsudtryk op, som fortalte at der var styr på det hele. Der kom en adskillelse imellem det som jeg viste til verden, og det der skete inde i mig.” 

Et barn der ikke bliver set og taget hånd om, det visner på en måde, og det begynder at gøre mærkelige ting for at klare sig. Vi kan også sige at barnet mister fodfæstet, og så giver billedet med de mørke og døde ben pludselig dyb mening. Alexanderteknik er således også en terapeutisk proces, hvor vi lærer igennem konkrete oplevelser. Når det indre og ydre ikke mere hænger sammen, så mærker du ikke mere hvad som sker, hvor dine grænser er og hvad du gør med dig selv. Det kan man gøre i en årrække, men på et eller andet tidspunkt så siger kroppen fra, og slid, skader og symptomer begynder at opstå.  

Sarah finder nye måder at være Sarah på. Hun opdager at når hun ikke bruger sig selv ud fra dette en-særlig-måde-at-holde-øje-med-verden-på-system, så er kroppen fuld af liv og struktur. Hun opdager at hendes holdning forandrer sig når hun har det godt. Hun finder en vejrtrækning som hun ikke har kendt før, og hun føler nogen gange at hun bader i ilt. 

En dag vi arbejder på gulvet, oplever Sarah sine ben som særligt levende. Og pludselig udbryder hun, ”Åh gud, det er ligesom at være seks år gammel, sådan var mine ben da jeg var barn!” Der er en stor livsglæde i hendes udbrud, og hun beskriver sine ben som levende, bløde, lysende, legende, sjove, mærkelige, dansende. Og midt i glæden begynder hun også at græde. ”Hvor er det mærkeligt, - de ben findes stadigvæk! Det er så anderledes end hvordan de er til dagligt.” Og vi taler om at det må være en af grundene til at børn er så gode til at finde på når de leger. Der kommer så mange sansninger, bevægelser og udtryk ud af kroppen, det er som om at kroppen fortæller historier.

For Sarah er disse nye måder at bruge sig selv på, nu blevet så velkendte at hun rigtigt tager dem til sig. Og vi samler det som hun har lært i en række enkle og klare tanker. Tanker som hun selv finder frem til, og som i sig rummer de mange kropslige og sjælelige erfaringer som hun har gjort sig. Et konkret værktøj hun kan bruge, når hun møder sine udfordringer i livet. 

- Stop, vent, jeg behøver ikke at reagere på det her, verden er ikke farlig... 
- Jeg forbliver vågen og opmærksom, jeg kan stadig tænke...
- Jeg står på gulvet, jeg mærker gulvet, gulvet støtter mig...
- Jeg hviler i mit bækken, hviler i min lænd, min ryg er udfoldet...
- Jeg er blød i maven, min brystkasse er levende, vejrtrækningen er der af sig selv...
- Der er luft og plads imellem min nakke og mit hoved...

Hun står nu meget bedre på gulvet, benene er mere levende, bækkenet er en bevægelig og stabil basis for rygsøjlen. Lænden er kommet tilbage og ryggen er blevet længere og mere udfoldet. Hun er blødere i maven, og vejrtrækningen er mere dynamisk. Hovedet og nakken har sluppet deres tag i hinanden, hovedet er bedre balanceret, og der kommer en mildhed frem i hendes øjne. Hun er bevidst, vågen og opmærksom, hun hviler mere i sig selv. Og når hun står sådan er kompressionen i lænden væk, og hun har ikke mere ondt i ryggen.